Det første frø til at danne organisationen; Practical Tai Chi Chuan Danmark (PTCC DK), blev allerede sået i 1990, da den første klub blev etableret i Vejle . Selve organisationen blev i 1995 officielt stiftet af Tai Chi Mester Sifu Torben Rif.
Organisationen er en udspringer af PTCC International – der ledes af Tai Chi mester Sifu Torben Rifs lærermester; Dan Docherty.
Sifu Torben Rifs tanker bag stiftelsen af PTCC DK var at sprede kendskabet til Wudang Tai Chi Chuan og åbne klubber i hele landet. Hans vision var at skabe en organisation, der skulle stå for kvalitet og seriøsitet; en organisation hvor den enkelte elev skulle føle sig velkommen og tryg, samt have tillid til undervisningen. Instruktørerne skulle have en god solid uddannelse bag sig og skulle kunne undervise i alle aspekter indenfor Wudang Tai Chi Chuan.
PTCC DK skiller sig ud ved at kunne tilbyde Tai Chi Chuan som en komplet kampkunst, med både de velkendt bløde meditative bevægelser og de mindre kendte, men effektive selvforsvarsteknikker med og uden våben.
Navnet Practical Tai Chi Chuan henviser til, at der i organisationen altid undervises ud fra, at teknikkerne skal kunne anvendes praktisk i en reel selvforsvarssituation. Navnet kommer fra, at kinesiske journalister omtalte denne stilart som Practical Tai Chi Chuan, efter en opvisning med Stormester Cheng Tin-hung i Hong Kong. Hovedstilarten i PTCC DK hedder Wudang Tai Chi Chuan, som blev grundlagt i midten af 1900 tallet af Cheng Tin-hung fra Hong Kong (Dan Docherty’s læremester).
PTCC DK på verdenskortet!
PTCC DK har markeret sig på verdenskortet ved at have deltaget i utallige internationale konkurrencer med stor succes, samt at have arrangeret Danish Open Tai Chi & Internal Arts Championships 1999, 2000 og 2001. I 2002 fik organisationen den store ære at være vært for det andet ”European Taijiquan & Internal Arts Championships & Festival, hvilket blev gennemført med succes. I 2003 arrangerede PTCC DK også Scandinavian Open Tai Chi & Internal Arts Championships.